Mange ønsker at iværksætte projekter til fordel for biodiversitet og naturbeskyttelse i en tid, hvor ”naturkvaliteten” har det svært i vores økologiske systemer i den danske natur.
Det kan være privatpersoner, NGOer, virksomheder og myndigheder.
I Dammand Consult definerer vi ”naturkvalitet” i Danmark som størrelsen af biodiversiteten. Det vil sige, hvor mange forskellige arter, der befinder sig i et givent område, og hvor godt de økologiske systemer (samspillet mellem arterne) fungerer. Vi ved godt, at det er forenklet, og sådan kan man ikke overalt definere ”naturkvalitet”. Men i de fleste danske naturtyper (for eksempel enge, moser, heder, skove, krat, vandmiljøer, overdrev med videre) er biodiversitetens størrelse for os at se det bedste og enkleste udtryk for naturens velbefindende.
Dammand Consult har mange års erfaring med naturbeskyttelse og med at måle og hæve niveauet for ”naturkvalitet” i form af stigende biodiversitet og velfungerende økosystemer.
Dammand Consult kan hjælpe til med at iværksætte, udføre og afslutte projekter til gavn for biodiversitet og naturbeskyttelse i Danmark - såvel som at søge finansiering hertil.
Der kan for eksempel være tale om kontrolleret ekstensiv græsning af enge med større pattedyr. Eller rydninger, veteraniseringer af træer og ødelæggelse af dræn i skoven. Eller etablering af øer i vådområder, hvor fugle kan yngle uden at blive generet af rovpattedyr. Eller lade græsarealer udvikle sig uden indblanding. Eller sikre ”blå bånd” i rørskovene, så dyrene har adgang til vandarealer. Eller etablere bufferzoner mellem marker og natur, så sprøjtegifte og gødning ikke skader naturkvaliteten. Og meget mere.